482


458 459 456 457

Habbo Hotel
Icon Town
Poul Nyrups blog
Myspace
Dating.dk
Farmerdating
Findvej
Mit København

< Mediesamspil

Web 2.0

I 2004 dukkede begrebet web 2.0 op i internetdebatten som betegnelse for nye måder at bruge internettet på som platform for især forretningsidéer og som socialt mødested.

Teknologisk er der ikke tale om en ny version af www, men en holdningsændring, der indebærer et opgør med den formidlingsmæssige tradition, hvor indholdet ligger fast og styres og sælges af udgiveren. De nye websteder bygger på brugerstyring, social kommunikation og samarbejde mellem producerende brugere. Web 2.0 bliver hurtigt også paraplybetegnelse for fænomener som blogging, offentlige dagbøger, Wikipidia, vidensbanken, som alle kan skrive i, og den voksende strøm af sociale netværkssteder som MySpace, YouTube, Flick og Digg. De nye firmaer bag netfaciliteterne producerer ikke nødvendigvis noget, men giver brugerne mulighed for at udvikle indhold og designe sin egen profil ved hjælp af tekst, billeder og videoer. Designmæssigt har de sociale netsteder primært fokus på de interaktive faciliteter, hvorimod der endnu kun er få og forholdvis veldefinerede rammer for at differentiere sig grafisk-æstetisk. Til gengæld spiller individuelle valg af baggrundsmusik f.eks. en væsentlig rolle på et netsted som MySpace.

Web 2.0 er kendetegnet ved at brugeren tænkes som aktiv bidragyder af såvel indhold som software, og i forlængelse heraf formodes enhver webtjeneste at blive bedre, jo flere der bruger og bidrager til den. Betegnelsen dækker også over at den sociale dimension ved de kommunikative fællesskaber opprioriteres i stedet for den mere neutrale informationsudveksling. Det er vigtigt at have en profil, både for den, der laver sin profil, idet det er en måde at iscenesætte og udtrykke sig selv på, men også for den, der driver webtjenesten, idet profilen udgør et sæt kerneoplysninger (navn, køn, alder, beskæftigelse osv.), som kan omsættes til økonomisk værdi, f.eks. gennem salg af målrettede bannerreklamer o.lign.

Anskuer man web 2.0 i en bredere mediehistorisk sammenhæng, kan de fleste af dette fænomens kendetegn genfindes i ældre udgaver af webbet. Brugeren har næsten gennem hele nettets historie bidraget med såvel indhold, både enkeltvis (f.eks. personlige hjemmesider) og sammen (f.eks. i nyhedsgrupper, chat, maillister, osv.) som med ændringer af software, f.eks. blev selve webbets grundlag, www-koden, spredt fra bruger til bruger, ligesom hackerbevægelsen altid har søgt at ændre softwaren. Den sociale dimension har også altid været en del af internettet, ligesom profiler også kendes i tidligere udgaver af web, begge dele f.eks. i online communities, spiluniverser, hvor linkning altid været en integreret del af webbet. Det nye ved web 2.0 er at ovennævnte fænomener tænkes aktivt og strategisk ind som en væsentlig drivkraft i en forretningsmodel, og at brugervenligheden generelt er blevet så intuitiv og god, at stort set alle, der kan betjene en computer, kan bidrage til kollektive værker som wikipedia samt oprette og vedligeholde en profil og knytte sociale band. Endelig spiller de forskellige tjenesters smidige og organiske integrerethed med hinanden en væsentlig rolle, idet oplysninger i en profil kan distribueres i andet program, fototjenester kan integreres i andre services osv.